Kolind Fjernvarmeværk a.m.b.a. og TLV-Forsyning ApS indgår samarbejde

Igennem et års tid har bestyrelsen i Kolind Fjernvarmeværk a.m.b.a. arbejdet på at finde en samarbejdspartner til at varetage driften og udviklingen af værket. Løsningen sikrer både rationel stordrift og fortsat lokalt ejerskab af forbrugerne i Kolind.

Bestyrelsesformanden for varmeværket, Tommy Beck Kobberøe, fortæller, at han og den øvrige bestyrelse er sikre på, at det nye formaliserede samarbejde vil blive en gevinst for forbrugerne. "Med vores nye medejerskab af TLV-Forsyning ApS bliver driften og administrationen fremover varetaget af en væsentlig større organisation, der råder over flere kompetencer og større kapacitet, som allerede servicerer ni fjernvarmeværker med over 4.000 forbrugere."

Samarbejdet gælder alene driften af værket, mens ejerskabet fortsat ligger hos forbrugerne gennem andelsselskabet TLV-Forsyning ApS. "På den måde er det stadig forbrugerne, der bestemmer, fordi de er med til at vælge bestyrelsen, som er ansvarlig for at sikre både driften og udviklingen."

Tommy er også glad for, at driftsleder Atle Madsen og assistent Peder Gissel begge har ønsket at flytte med over i TLV-Forsyning ApS, så deres lokale forbrugerkontakt og store erfaring med drift af halmværket fastholdes.

Ligeværdige ejere
At de to fortsætter, vækker også glæde i TLV-Forsyning ApS.
"Vi har allerede haft et godt samarbejde med de to og er glade for, at bestyrelsen i Kolind har valgt at købe sig ind i vores fælles driftsselskab," påpeger bestyrelsesformand Bjarne Bøhl Pedersen, som også fortæller, at de nu fire ejere bag selskabet er ligeværdige, hvor alle har en ejerandel på 25 pct. og hver to pladser i bestyrelsen. Han ser også meget frem til at få de to nye bestyrelsesmedlemmer med friske øjne og nye kompetencer til opgaverne.

"Vores erfaring med, at flere lokale og selvstændige varmeværker samarbejder i et fælles driftsselskab, er rigtig god, fordi vi er lykkedes med at optimere driften af de enkelte værker."

 

Datadreven optimering
Et af grebene til at gøre driften af værkerne mere rentabel er at bruge data fra fjernaflæsning af forbrugernes varmemålere. "Hver morgen kigger vi på målerdata og finder frem til de forbrugere, der kan sænke returvarmen for at opnå mindre ledningstab. Der kan enten være fejl på deres anlæg, eller de kan lære at betjene det mere økonomisk," forklarer Bjarne. Det sparer typisk den enkelte forbruger penge, og det har stor betydning for hele værkets økonomi. "Alene den indsats medførte sidste år en stor besparelse."

 

Mange nye krav
De to bestyrelsesformænd er enige om, at der løbende stilles stadig større krav til virksomheder, som arbejder med kritisk infrastruktur. "Sammen er vi nu så store, at vi har en lang række kompetencer internt i organisationen," forklarer Bjarne og fortsætter: "Vi bruger mange ressourcer på at sikre forsyningen og på hele tiden at øge vores IT-sikkerhed, ligesom afrapportering, indberetning og dokumentation fylder stadig mere og mere.

"Det er en stor fordel for os, at vi nu får intern hjælp i de mange typer opgaver, der let kan virke uoverskuelige i en lille organisation," supplerer Tommy. "Samarbejdet betyder blandt andet også, at vores egne rådgivere kan give de enkelte bestyrelser et grundigt beslutningsgrundlag med beregninger over investeringer i ny teknologi, noget vi tidligere skulle have ekstern og kostbar hjælp til."