---
title: "Råd om vand"
description: "Lær om vandet"
date: "2026-04-21"
created: "2026-02-26"
---

[Hjem](https://tlvforsyning.dk/)

                    [Trustrup-Lyngby Vandværk](https://tlvforsyning.dk/trustrup-lyngby-vandvaerk)

                [Råd om vand](https://tlvforsyning.dk/trustrup-lyngby-vandvaerk/raad-om-vand)

# Råd om vand

## Spar på vandet

**Der er mange grunde til at spare på vandet - der er en af vores vigtigste ressourcer.**

Du kan være med til at spare på vandet.
Det er få ting du skal ændre, for at nedsætte dit vandforbrug.

### **10 gode spareråd:**

1. Hold øje med dit forbrug. Aflæs måleren hver 14. dag.
2. Brug vandsparebruser - så reducerer du vandmængden til bad med ca. 40%.
3. Det er en god idé at sætte vandbesparende perlatorer (en luftindblander) på alle vandhaner.
4. Hold øje med vandspild fra løbende toiletter. Et løbende toilet kan betyde meget spildt vand i døgnet:
*Løber, så det er svært at se: 275 liter/døgn – 100 m^3^/år - ca. 6.300 kr./år.*
*Løber, så det ses: 550 liter/døgn – 200 m^3^/år - ca. 12.600 kr./år.*
*Løber, med uro på overfladen: 1.100 liter/døgn – 400 m^3^/år - ca. 25.200 kr./år.*
5. Dryppende vandhaner kan spilde rigtigt meget vand i døgnet:
*Langsomt dryp (ca. 1 dråbe pr. sek.): 20 liter/døgn – 7 m^3^/år - ca. 500 kr./år.*
*Hurtigt dryp: 80 liter/døgn – 30 m^3^/år - ca. 1.800 kr./år.*
*Løber med tynd stråle: 275 liter/døgn – 100 m^3^/år - ca. 6.300 kr./år*
6. Fyld altid vaske- og opvaskemaskinen op. Det sparer både el og vand.
7. Luk for vandet ved hårvask, indsæbning og tandbørstning. En tandbørstning med løbende vandhane kan betyde 5.000 - 7.000 liter vand pr. år - blot for en person.
8. Ældre toiletter har stor skyllemængde. Ofte kan det betale sig at skifte til nyt med to-skylssystem.
9. Det kan være en god idé at bruge spand og børste, når bilen skal vaskes.
10. Et termostatisk blandingsbatteri til bruseren sparer både vand og varme.

### **Hold øje med måleren**

Der er mange fordele ved at aflæse vandmåleren jævnligt - gerne hver 14. dag. For det første får du et godt overblik over boligens forbrug, men samtidig afslører måleren utætheder i vandledninger, toiletter der "løber" og dryppende vandhaner.
Hvis der ikke er vandforbrug i huset, skal målerens ”pile” i venstre side af display stå helt stille. Bevæger pilene sig, er det tegn på utætheder.

### **Vandalarm**

En vandalarm giver besked, hvis der er utætheder i vandsystemet. Hvis du sjældent kigger til vandmåleren, kan det være en god ide at montere en alarm.
Du kan til din elektroniske vandmåler tilkøbe et display der kan opsættes indendørs, som udover målerstand også vil indikere evt. utætheder.
Målerdisplay kan købes på vandværket for kr. 1.000,00 inkl. moms.

                            [Er dit vasketøj blevet gult?](https://tlvforsyning.dk/p/MOLIRIMEDIA/efe41f43-033f-4431-ef77-08de7434792a)

## Kredsløbet for dit drikkevand

Det vand, der løber ud af din vandhane, har været på en lang rejse, inden at det når frem til dig.

På vores vandværker behandler vi grundvandet som er pumpet op fra drikkevandsboringerne. Vi ilter og filtrerer vandet, inden vi leder det til rentvandstankene.
På den måde sikrer vi, høj vandkvalitet, inden det gennem ledningsnettet ledes videre til huse og virksomheder i Trustrup-Lyngby forsyningsområdet.

Når du har brugt vandet fra hanen til tandbørstning, badning eller tøjvaske bliver det ledt ud i afløbet. Herfra er det spildevand.
Spildevand bliver via kloakrørene i jorden ført videre til renseanlægget. Her renses spildevandet grundigt af Aquadjurs, inden det ledes ud i havet ud for Grenaa.

Havvand fordamper, stiger til vejrs og bliver til skyer, når solen skinner.
Skyer består som bekendt af vand. Dette vand bliver til nedbør og ender på jorden, når det regner eller sner.
Noget af vandet siver ned gennem jordlagene og bliver til grundvand. Vi opsamler grundvand i underjordiske magasiner og pumper det videre ind til vandværket. Derfra kan vandet fortsætte sit kredsløb.

## Legionella

###

                                    Information om legionella i varmtvandsystemet

Resultatet af danske undersøgelser viser, at der i mange varmtvandsanlæg forekommer et moderat indhold af legionellabakterier.

Legionellabakterier kan give en alvorlig form for lungebetændelse, som kan være dødelig for folk med svækket sundhedstilstand.
En af årsagerne til at legionellabakterier kan forekomme i så stort antal er, at temperaturen i mange varmtvandsanlæg er sænket for at spare på energien. Samtidig er vandforbruget faldet gennem de sidste år, hvilket har givet vandet en længere opholdstid i ledningsnettet.

###

                                    Hvad er Legionella?

Legionella er en bakterie, der forekommer naturligt i alle våde og fugtige miljøer, undtagen i saltvand.
Bakterierne formeres bedst ved temperaturer mellem 30 °C og 45 °C.
Bakterierne vokser ikke ved temperaturer under 20 °C og over 50 °C.
Legionella er almindeligt forekommende i varmtvandssystemer.

###

                                    Smitte med legionella

Der findes mange arter af legionellabakterier, og langt fra alle kan give sygdom hos mennesker.
En af arterne, Legionella Pneumphila, er ansvarlig for 90 % af sygdomstilfældene.
Denne type af legionella er ikke almindelig forekommende i varmtvandssystemer.

###

                                    Legionellabakterier kan være årsag til to sygdomme hos mennesker:

*Legionærsyge:*
Er en alvorlig form for lungebetændelse. Den rammer oftest personer, der i forvejen af en eller anden grund har nedsat immunforsvar. Der registreres omkring 100 tilfælde om året i Danmark.

*Pontiac feber:*Er en influenzalignende sygdom, hvor symptomer går hurtigt over i løbet af få dage uden behandling. Antallet af tilfælde med Pontiac feber kendes ikke.

###

                                    Smitte med legionellabakterier

Kun få, der udsættes for legionellabakterier, bliver syge.
Bakterierne smitter kun via lungerne, og den vigtigste smittekilde er vandaerosoler(forstøvede vanddråber), der kan forekomme ved f.eks. brusebade, spabade eller befugtningsanlæg.

Man bliver ikke syg af at drikke vandet, eller på anden måde håndtere vandet som f.eks. ved vask. Legionellabakterier smitter ikke fra person til person.

Der registreres årligt ca. 100 tilfælde af legionærsyge i Danmark, hvoraf ca. 50-60 % er smittet uden for hospital og ikke i forbindelse med udenlandsrejse.
Sygdommen medfører årligt ca. 10-15 dødsfald i Danmark.

###

                                    Undersøgelse for legionellabakterier

Ved mistanke kan der undersøges for legionellabakterier i en vandprøve fra varmtvandssystemet. Vandprøven kan enten udtages fra en bruser, hvor der er størst risiko for smitte eller fra den vandhane, som ligger længst væk fra varmtvandsanlægget.
Der hvor temperaturen er lavest, er der de bedste betingelser for vækst af legionellabakterier.

Vandprøven skal udtages af et autoriseret laboratorium og undersøges på Statens Seruminstitut.
Der findes ikke p.t. nationale grænseværdier for indholdet af legionellabakterier i det varme brugsvand.

###

                                    Bekæmpelse af legionellabakterier i varmtvandssystemer

Hvis der er konstateret legionellabakterier i varmtvandssystemet, er det vigtigt at få bekæmpet problemet. Ved høje indhold af legionellabakterier (mere end 10.000 legionellabakterier/liter), anbefales det at desinficere varmtvandssystemet.

Dette kan gøres ved at udslamme varmtvandssystemet og derefter gennemskylle alle ledninger med 70°C varmt vand i f.eks. ½ time.
Det varme vand skal nå alle tapsteder og løbe i ca. 5 minutter.

###

                                    Hvordan kan man som bruger forebygge problemet?

Som bruger af varmvand er man mest i risiko for at blive udsat for legionella smitte i forbindelse med at man tager brusebad og karbad.

Hvis et anlæg ikke har været i brug i nogle dage/uger kan man sikre sig ved at gennemskylle alle tappesteder et par minutter med så varmt vand som det er muligt, og sørge for god udluftning imens, for at undgå at indånde forstøvede vanddråber.
Det er en fordel med så lille en varmtvandsbeholder som muligt, for størst mulig udskiftning af det varme vand i beholderen. Ved brug af varmeveksler er risikoen for legionella minimal.

## Enkle råd til et bedre miljø

**Rent drikkevand er ingen selvfølge! Vi kan være stolte af, at kunne drikke vandet direkte fra hanen. Men det kræver en indsats, hvis vi også i fremtiden skal nyde dette gode.**

Herunder følger en række enkle råd til, hvordan du kan være med til at passe bedre på vores miljø og drikkevand.

*Alle er velkommen til at kontakte vandværket og få råd og vejledning om, hvordan man passer på vort drikkevand.*

### **Enkle råd til renere vand:**

- Undgå forurening af enhver art. Dele af drikkevandet er allerede forurenet, så vi må passe på det, vi har.
- Brug lugejern og f.eks. træflis istedet for sprøjtemidler i haven.
- Aflever malingsrester og lign. på miljøstationen.
- Brug færre rengøringsmidler, og med omtanke.
- Dosér vaskepulver og rengøringsmiddel rigtigt.
- Er du haveejer, udnyt kompostering som gødning.
- Er du landmand, tilpas gerne braklægning og dyrkning i nærhed af indvindingsområder i samarbejde med vandværket.
- Randzone området omkring en boring passes på, så nedsivning af forurenet vand undgås.
- Hold øje med vandforbruget. Aflæs vandmåler jævnligt.

##

                                    Hvorfor er vandet rødt / snavset ? -og er det farligt ?

Snavset rødt vand kan skyldes et højt indhold af jern og mangan, hvilket også kan give dårlig smag og lugt. Rødt vand forekommer i forbindelse med brud eller andre forstyrrelser i vandforsyningen, hvor bl.a. jern- og manganrester løsriver sig i ledningsnettet og i selve installationen. Jern og mangan er naturligt forekommende stoffer, der også er i vitaminpiller. Så det er ikke farligt at drikke rødt vand, men vasketøjet skal måske have en tur igen.

##

                                    Hvorfor er vandet hvidt ? – og er det farligt ?

På vandværket iltes vandet. Der skal ilt i råvandet for at jern og mangan kan renses fra, og drikkevandet skal faktisk indeholde min. 5 mg/l ilt for at sikre vandets velsmag.
Når vandet er hvidt, skyldes det overskydende ilt.
Det kan også skyldes de haner/blandingsbatterier, som vandet aftappes af.
Ilten forsvinder af sig selv, når man lader vandet stå i nogle sekunder. Hvidt vand er altså ikke farligt.
